Fusion er et rollespil der foregår i Danmark, anno ca. 2012, i en storby præget af privatisering, åbne grænser, okkultisme, social nød og kriminalitet
Spillerne skal udfylde rollen som en gruppe privatdetektiver, der opklarer mysterier og reder tråde ud i denne malstrøm af modstridende interesser. Vil de vælge at være de svages beskyttere i en verden, hvor selvstændighed og kapitalisme er nøgleord? Vil de tjene storkapitalen med al den rigdom og prestige, der følger med? I et Europa fuldt af hærdede kriminelle, morderiske junkier, skydegale strømere, rivaliserende detektivbureauer, kapitalstærke firmaer, skruppelløse terrorister, gadebander, diabolister, sindssyge og helt almindelige mennesker, kan det være en kamp i sig selv blot at overleve.
Fusion er skrevet af Malik Hyltoft og Palle Schmidt og udgivet af Forlaget Høst og Søn.
Fusion er et originalt, dansk forsøg på at skabe et sejt rollespil med København som kulisse… Bogen kan læses med fornøjelse, selv om man ikke spiller den.
— Aktuelt, 15. April 2000
Fusion har en unik dansk stil og et modent forhold til rollespil som medie…Spillets danmarksbillede er spidsfindigt opbygget med satire og karikerede karaktertegninger, der gør spiloplevelsen vedkommende, og som vidner om den flid og lyst forfatterne har lagt bag projektet. På unik vis er Fusion både for sjov og for alvor, både spændende, grinagtigt og uhyggeligt, og både for voksne og barnerøve.
— Ask Agger, internet-rollespilletsmagasinet Xkapist
Identitesmæssigt er hovedstadens befolkning delt op i en jordbunden og materialistisk gruppe – blandt andet en massiv underverden – og en mere åndelig gruppe…værd at sætte sig ind i, hvis man lider af method acting-sværmerier, skal finde på en ny form for underholdning til en aften med vennerne eller bare vil have kildret nysgerrigheden og fantasien som borger i København…
— Camilla Lærke Mors, JP København, 11. April 2000
Grundbogen indeholder:
- Et komplet og simpelt regelsystem, der kun kræver 6-sidede terninger
- Detaljeret baggrund for rollespil København år 2012
- Bykort og beskrivelser af Københavns kvarterer
- Beskrivelser af personer og grupper i byen
- Vejledning i at lave en spilperson
- Eksempler på detektivbureauer
- Vejledning i at være spilleder og lave spændende scenarier
- Plotideer nok til adskillige spilsessioner
- 6 fuldt udbyggede scenarier lige til at spille
- Tabeller, spilpersonark og handouts til kopiering
Bogen er desværre udgået fra forlaget. Kontakt forfatter for yderligere info.